Mange har søgt om specialisering

Den nye specialiseringsordning har vakt gehør hos medlemmerne. Dansk Selskab for Fysioterapi har modtaget en flot stak af ansøgninger, der nu vil blive vurderet.

02.03.2018

Antallet af ansøgninger om specialisering i forbindelse med den nye ordning, der blev indført i november har overgået alle forventninger.

”Det er en ganske flot høst,” siger Lars Henrik Larsen, formand for Dansk Selskab for Fysioterapi og fortsætter:

"Kvaliteten af ansøgernes kliniske kompetencer er selvfølgelig det allervigtigste, men der er behov for at øge mængden af specialiserede fysioterapeuter for at styrke både de faglige miljøer og muligheden for at opnå den anerkendelse, der bør følge med kompetencerne”.

Han glæder sig derfor over, at så mange har søgt her i første runde af specialiseringsordningen. Der er flest ansøgere på niveau 1 men også en del på niveau 2. Der er kommet mange inden for specialerne pædiatrisk, muskuloskeletal, psykiatrisk, psykomotorisk og sport. Samt et par enkelte indenfor specialerne neurologi og onkologi.

Ansøgninger bliver vurderet

Sekretariatet går nu i gang med at gennemgå alle ansøgningerne for at tjekke, at alt dokumentation er fremsendt.

Dernæst følger arbejdet med at foretage en vurdering af, om de lever op til kravene (i samarbejde med de faglige selskaber) og endelig at udarbejde indstillinger til specialiseringsrådet.

”Vi glæder os til at se ind i ansøgningerne og til at følge ordningen tæt og styrke den løbende. Og til at bruge det som afsæt til dialog og sparring om selskabernes indsats og til at sætte fokus på hvordan vi motivere flest mulige fysioterapeuter til at stile mod at specialisere sig på højst mulige niveau,” siger Lars Henrik Larsen.

Læs mere om specialiseringsordningen