Velbesøgt årsmøde
Den 20. juli afholdte Dansk Selskab for Fysioterapi årsmøde i Middelfart. Her præsenterede formand Lars Henrik Larsen resultater fra året. Og der blev sat fokus på øget markedsføring af de faglige selskaber.
Bortset for et enkelt selskab var alle faglige fysioterapeutiske selskaber samlet til årsmøde i Middelfart den 20. juli 2019.
Dagen blev indledt ved at formand for DSF, Lars Henrik Larsen kiggede tilbage på året der er gået i de faglige selskaber og DSF. Han fremhævende bl.a. specialiseringsordningen som har oplevet en stor stigning i antal ansøgninger. Ialt 69 personer er blevet godkendt under "den nye ordning" efter relanceringen i 2018. Heraf er 55 godkendt som certficeret klinikere. Derudover fremhævede formanden en kommende supervisionsuddannelse, som planlægges udbudt til foråret i 2020. Og ikke mindst, så blev det gode samarbejde der er på tværs af selskaberne understreget, med ønske om at det fortsat udfoldes fremover.
LÆS HELE FORMANDENS ÅRSREDEGØRELSE HER
Hovedfokus på årsmødet var synliggørelse og branding. Cecilia Lykke Thorsén fra Danske Fysioterapeuter gav en fyldig introduktion til opgaven med optimere selskabernes hjemmeside mhp. at få mere trafik på både hjemmeside og i Facebookgrupper. Der var stor interesse fra alle deltagere og der blev arbejdet intensivt i wokrshops med at gøre hjemmesiderne mere interessante - både for nye og for eksisterende medlemmer. Det er nu planen, at alle selskaber arbejder videre med en opdatering af deres forside (landingpage). Cecilia nævnte, at kun knap 1/3 af Danske Fysioterapeuters medlemmer også er medlem af et fagligt selskab. Så potentialet for nye medlemmer er stort.
Efter frokosten var der en kort præsentation fra Danske Fysioterapeuters Hovedbestyrelse, hvor Tina Lambrecht (formand) og Brian Errebo-Jensen (næstformand) gav en lille status fra Hovedbestyrelsen. Bl.a. var de netop kommet hjem fra et vellykket folkemøde på Bornholm, hvor de oplevede både en stor interesse omkring fysioterapifaget og generelt var der i år et stort fokus på sundhed.
Dagen blev rundet af med en præsentation fra Dagmar Lybæk Sieg fra Dansk Selskab for hjerte- og lungefysioterapi. Hun fortalte om et vellykket arbejde de haft med at udvikle curriculum for deres uddannelser. Og hun opfordrede alle selskaber til, hvis ikke de har curriculum, at de overvejer det for deres uddannelser.